	Veteranradio Amatørradio grej fra 1933 til 1982 på Græsted Veterantræf
	Indhold Introduktion. 3 Amatørradiostation anno 1933. 3 1943 Telefonbogen. 6 1947-48 0V1-Retmodtager. 7 1949 80m AM - sender med tyske rør fra anden verdenskrig. 9 1951 Sender på jævnstrømsdrift 10 1954 VHF (2 meter) PA-trin med 829B dobbelttentrode. 12 1961 Slibning af kvartskrystaller. 12 1963 80 meter fuldtransistoriseret SSB-transceiver. 13 1972 SHF (10GHz) poinær-arbejde. 14 1979 Radiopejlemodtageren "EU79". 16 1982 160 meter Transciever, byggeprojekt 17 2018 Aktiv amatørradio station, OU7G.. 18
	Introduktion I radioens barndom, d.v.s. fra ca. 1900, var brugen af radiokommunikation forbeholdt statsapparaterne, civile og militær som enebrugere. Den udvikling som her efter skete på området, var i høj grad noget som skete på grundlag af enkeltpersoners virke, det var forskere og andre interesserede som så mulighederne og var parate til at udnytte dem, dette ikke altid til magthavernes tilfredshed. En anerkendelse af bidragene til fremskridtet kom så i begyndelsen af 1920'erne, hvor et internationalt organ, nemlig telekommunikationsunionen (ITU) godkendte hvad der nu kom til at hedde radioamatørerne som en "tjeneste" i lighed med andre brugere af radioteknikken. Radioamatørertjenesten blev defineret som udført af personer, der uden politiske eller økonomiske motiver og selvuddannede beskæftigede sig med radiokommunikation.
	Amatørradiostation anno 1933 Dette er et forsøg på at genskabe en amatørradiostation fra denne tid med tidens komponenter Senderen er en to-rørs CO-PA. Den krystalstyrede sender var måske ikke den mest almindelige dengang, men ønsket om eventuelt at kunne demonstrere stationen i dag diktere denne udførsel. Som tilfældet var dengang e senderens krystal "hjemmelavet" d.v.s. det var håndslebet til den ønskede sendefrekvens. Senderens udgangseffekt var på ca. 15 W. Modtageren er en "0V2" retmodtager med tilbagekoblet detektor og to lavfrekvensforstærkertrin. På det tidspunkt forlangte Post & Telegrafvæsenet, at radioamatøren slev skulle kunne måle sin sendefrekvens. Den tilhørende absorbtionsbølgemåler opfylder dette krav.
	1943 Telefonbogen Under den anden verdenskrig var al radioamatøraktivitet forbudt. Danske radioamatører måtte efter 9. april 1940 deponere alt deres udstyr til Post & Telegrafvæsenet (og meget få fik udstyret tilbage i 1945). Englænderne støttede og inspirerede den gryende modstandsbevægelse; Dette bl.a. med faldskærmsnedkastning af agenter. Disse agenter medbragte udstyr til radiokommunikation fra England. Dette udstyr viste sig snart at være uhensigtsmæssigt da det var for stort og tungt, smart at der mange steder i Danmark var strømforsyningsproblemer. En gruppe af danskere, med radioamatører hvoraf nogle var ingeniører og folk fra søværnet, udviklede og byggede en radio som var tilpasset til det danske forhold og som var meget mindre og letter end de Engelske radioer. Radioen blev kaldt "Telefonbogen" ( den fysiske dimension var den samme som en stor telefonbog ). Der blev lavet ca. 50 stk. De fleste til 220 Volt jævn- & vekselsstrømsdrift, og nogle få til batteridrift.
	1947-48 0V1-Retmodtager Dette er en genskabelse af den modtager OZ8NJ, Niels startede med. Den kunne lytte på 20m & 40m. Da OZ8NJ fik sin sende tilladelse i 1951 lavede han WAC (Worked All Continents Award) med den. Rørene er stålrør, EF12 & EBC11 og modtageren kørte oprindeligt på 220 V jævnstrøm. Det specielle ved denne modtager var en optimeret tilbagekobling i detektoren, og to variable komponenter der gav den bedste følsomhed og stabilitet.
	1949 80m AM - sender med tyske rør fra anden verdenskrig Da radioamatørerne efter anden verdenskrigs afslutning igen fik lov til at sende, fik de mulighed for at erhverve udstyr og dele, som var blevet "tilovers" hos de krigsførende parter, primært hos taberne. De var både sendere og modtagere, samt tilbehør bl.a. radiorør. Nazisterne havde under deres krigsforberedelser efter 1933 gjort et stort stykke arbejde med produktudvikling og standardisering. Vi så bl.a. det mirakuløse og alsidige lille modtagerrør RV12P2000 (almindelig kendt som P2000, og på størrelse med et snapseglas). Senderrør havde tyskerne militariseret, vi så bl.a. RL12P10, en videreudvikling af modtagerrøret AL5/EL3. Telefunken's senderrør RS287 blev til RL12P35 (almindelig kendt som P35, og på størrelse en ølflaske). En interessant ting hos RL12P35 var, at røret havde et forholdsvis tæt fanggitter, hvilket gjorde det muligt at amplitudemodulere røret uden større effekt hos modulationssignalet. Dette er en opbygning af en sender med de nævnte rør, således som man så den hos adskillige danske radioamatører i slutningen af 1940erne og begyndelsen af 1950erne. Konceptet var: · En VFO, røret P2000, koblingen var en katodekoblet Hartey på 160 meter med ECO fordobling i anoden. · Drivtrinnet var P10 og udgangsrøret P35. · Modulationsforstærkeren var to-trins med EF11 og EL3N. Den til senderen hørende mikrofon var en "RONETTE" krystalmikrifon, et meget populært efterkrigsprodukt.
	1951 Sender på jævnstrømsdrift Endnu i begyndelsen af 1950'ernevar elforsyningen i mange provinsbyer baseret på jævnstrømsgeneratorer, spændingen var plus/minus 220 Volt. Dette var et problem for mange radioamatører, som gerne ville køre med højst mulig sendeeffekt. Det førte til et ubehageligt valg mellem direkte drift fra lysnettet eller brug af en roterende omformer. Rør designet til brug i universaldrifts-radiofonimodtagere var en mulighed for de stakkels radioamatører. Et af tidens sådanne rør var røret UBL21, som havde både en udgangspentode og to signaldioder. Konstellationen med blandingen af to rørfunktionen var egentlig uheldig fordi apparatsvigt ofte skyldtes defekte diodedele i UBL21 mens pentodedelen var brugbar, hvorfor mange radioreparatører måtte kassere delvis brugbare UBL21. Til gengæld vidste radioamatørerne hvor man kunne få fat på brugte rør ( I OZ8NJ tilfælde hed radioreparatøren OZ5J ) Senderens kredløbsopbygning var traditionel, UBL21'erne blev ofte kørt hårdt med rødglødende skræmgitre.
	1954 VHF (2 meter) PA-trin med 829B dobbelttentrode En original udgangsforstærker til en 2 meter sender. Forbilledet var amerikansk.
	1961 Slibning af kvartskrystaller Igennem tiderne har radioamatører som skulle bruge kvartskrystaller selv måtte slibe sin krystaller. En radioamatør, OZ7KG, Groot gjorde det til sin profession - Han skar rå-krystaller ud og lavede holdere m.m. Men også andre kunne være med siden: Efter anden verdenskrig fandtes der overskudsenheder på lagere. For OZ8NJs vedkomne blev det til OZ2BB's indkøb i USA af 3347 kHz FT243 - krystaller. Disse var af "pressure mount" - typen. Målet var selvfølgelig at lave båndpasfiltre til SSB, eller simpelthen at lave 80 meter sendekrystaller. Her er nogle remedier til sådant arbejde: En tyk og meget plan glasplade Meget fint karborundom-pulver Slibningen foregik med en pegefinger og mange ottetalsfigure! Derefter kom der mange afvaskninger med sæbevand og sprit dertil.
	1963 80 meter fuldtransistoriseret SSB-transceiver Der skete en udvikling i begyndelsen ag 1960'erne, som rummede muligheder for kreative radioamatører: Det amerikanske firma COLINS havde udviklet båndpasfiltre baseret på magnetostriktion, med et frekvensområde på 400 - 500 kHz og det var en brugbare båndbredder til enkeltsidebåndsteknikken. Udviklingen på halvlederområdet gik mod mere højfrekvente transistorer, også sådanne som effektmæssigt var tillokkende. Denne transciever var nok noget af det første af slagsen, småsignalmæssigt ingen problemer, og effektmæssigt syntes mulighederne at være indenfor rækkevidde. Bl.a. kunne en transistor AUY10 levere et SSB-signal på op til 10 Watt på 80 meter. Trancieveren her blev lavet til mobilt ( Sommerlejr ) brug. Samme efterår blev solid-state forhåbningerne erstattet af noget mere givtigt: Rør PA-trin med i sidste ende et PE1/100 og 50 Watt. I den for blev den derefter i en årrække brugt som stationær station.
	1972 SHF (10GHz) poinær-arbejde I 1970'erne fik radioamatørerne lov til at bruge 10 GigaHertz. De allerførste forsøg foregik med komponenter af radarteknikken, f.eks. Gunn-oscillatorer. Antennemæssigt blev en tidlig løsning en parabolantenne baseret på en reflektor som var en lampeskærm fra IKAE, denne havde meget nær pararbolform. Men også andre antenneformer kom ind i billedet. På et område måtte man tilbage til en ting fra de rigtigt gamle dage: Når der skulle måles frekvens formåede ingen af de daværende frekvenstællere at være med. En løsning blev en gammeldags bølgemåler med mikrometermåling i en bølgeleder.
	1979 Radiopejlemodtageren "EU79" Radioamatørere har i mange år lavet konkurrencer i radiopejle orientering, hvor man stedbestemmer en radiosender. Denne aktivitet er kendt som "Rævejagt", har siden midten af 1930'erne, været omdrejningspunkt for udvikling af radiomodtagere. I vintersæsonen 1978-79 byggede et hold unge på Espergærde Ungdomsskole "EU79" pejlemodtageren, som et praktisk element i undervisningen, som primært sigtede mod erhvervelsen af sendetilladelse som radioamatør. Pejlemodtageren blev bygget af mange rævejægere og i OZ maj 1986 blev den beskrevet som byggeprojekt. Modtageren var principielt en krystalstyret "single-conversion" enhed, konceptet var optimalt, hvilket ses i og med at endnu 40 år senere er "EU79" ikke overgået af nogen.
	1982 160 meter Transciever, byggeprojekt Radioamatørene fik 1. januar 1980 mulighed for at lave forsøgstrafik på en begrænste del af 160 meter båndet. Radioamatørene havde haft båndet før, men det var blevet overtaget til militær- og maritim trafik. På Internationan Telecommunication Union's samling i Geneve i 1979 man i det nye radioreglement at frigive 1,8MHz båndet til amatørradio trafik. På det tidspunkt fandes der ikke noget tilgængeligt udstyr til frekvensområdet, så der var kun én vej: At bygge det selv. I Experimenterende Danske Radioamatører's Hillerød afdeling kom ideen om en lille og simpel transciever til telegrafibrug. Konceptet var en 15 Watt sender og en "single conversion" modtagerdel. Som altid med den slags projekter var der flere mål med aktiviteten: · Tilfredsstillelsen af skabertrang · læring · opnåelse af erfaring og ikke mindst det sociale parameter. Der var 10 deltagere i projektarbejdet. Slutresultatet var som sædvanligt at få apparater kom i brug og flest blev hylde-trofæer.....
	2018 Aktiv amatørradio station, OU7G I samarbejde med Experimenterende Danske Radioamatører's Frederikssund's afdeling har vi en aktiv amatørradio station som vil være på 80m, 40m & 20m i løbet af de tre dage Græsted Veterantræffet vare. Græsted Evnetplads, hvor Veterantræffet foregår ligge tilfældigvis i OZFF-0109 Søborg sø & omgivelser og der liv være gode muligheder for at få dette område til sin samling. (læs mere om OZFF) Vi er meget interesseret i at lave skeds på CW & SSB.